TheEnhancedPak.rtf

Hanen sagde en dag til h�nen: "Nu er n�dderne modne.
Skal vi ikke g� sammen ud p� bjerget og spise os rigtig m�tte, f�r egernet tager dem allesammen.

"Lad os det," sagde h�nen, "det kan jo blive en rigtig morsom tur.

" De gik s� derud; det var h�jlys dag, og de blev der lige til om aftenen.
Om de nu havde spist for extremo eller var blevet vigtige, ved jeg ikke; nok er det, de ville ikke g� hjem p� deres ben, og hanen lavede s� en lille vogn af n�ddeskaller.
 
Da den var f�rdig, satte h�nen sig i den og sagde til hanen: "Kan du s� sp�nde dig for vognen.

" - "Det manglede bare," svarede hanen, "s� ville jeg da hellere g� hjem.
Det var rigtignok ikke meningen.

Jeg vil nok v�re kusk og sidde p� bukken, men tr�kke dig, nej tak.

"Mens de stod der og sk�ndtes, kom en and vraltende: "I tyvekn�gte," sagde den, "hvem har givet jer lov til at spise af mine n�dder? Derp� gik den l�s p� hanen.
Men hanen var ikke tabt bag af en vogn, den for ind p� anden og hakkede s�dan l�s p� den med sporerne, at den bad om n�de og til straf lod sig sp�nde forvognen.

Hanen satte sig p� bukken og var kusk, og anden m�tte l�be s� hurtigt den bare kunne.

Da de havde k�rt i nogen tid, m�dte de to fodg�ngere, en knappen�l og en syn�l.

De bad om de m�tte f� lov til at k�re med, for det blev snart b�lgm�rkt og der var s� �kelt snavset p� gaden.

De var blevet noget forsinkede i en kro, hvor de havde drukket �l.

Da de var s� tynde og ikke kunne tage megen plads op, fik de lov til at s�tte sig op i vognen, n�r de ville love, ikke at tr�de hanen eller h�nen over t�erne.

Sent om aftenen kom de til en kro, og der tog de ind, da de ikke holdt af at k�re om natten, og anden desuden var s� tr�t, at den ikke kunne st� p� benene.

V�rten gjorde f�rst indvendin�ger og sagde, at han ikke havde plads, og t�nkte ogs� nok, at der ikke var noget videre at tjene ved dem.

Men da de blev ved at overtale ham og lovede ham det �g, h�nen havde lagt undervejs, og sagde, at han m�tte beholde anden, som lagde �g hver eneste dag, gav han dem til sidst lov til at blive.

S� svirede de sammen til langt ud p� natten.

Ganske tidlig n�ste morgen, da hele huset sov, v�kkede hanen h�nen og hentede �gget, som de spiste.

Skallerne kastede de ud p� skorstenen.

S� tog de syn�len, som sov endnu, og stak den ned i v�rtens stol, knappen�len satte de i hans h�ndkl�de, og s� fl�j de uden videre over heden.

Anden, der plejede at sove i fri luft, og var blevet ude i g�rden, h�rte dem baske af sted, og kom nu ogs� p� benene.

Den fandt en b�k lige i n�rheden og sv�mmede af sted, og det gik jo rigtignok hurtigere end med vognen.

Et par timer efter kom v�rten ud af fjerene, vaskede sig og tog h�ndkl�det for at t�rre sig.

S� fik han knappen�len op i ansigtet, og den rev en lang r�d stribe fra det ene �re til det andet.

Han gik nu ud i k�kkenet for at t�nde sin pibe ved skorstenen, s� fl�j �ggeskallerne ham op i ansigtet.

"Jeg skal da ogs� hele tiden komme galt af sted med mit hovede i dag," t�nkte han, og �rgerlig smed han sig p� en stol.

Men han kom op igen i en fart, for syn�len havde stukket ham endnu v�rre, og det var ikke i hovedet.

Han var ude af sig selv af vrede og begyndte at fatte mistanke til de g�ster, der var kommet s� sent i g�r aftes, og da han skulle se efter dem, var de jo v�k for l�nge siden.